Palæstina Afrika Minerydning Sydamerika Indianske kulturer Kaffe og Bananer Atlanterhavs-øer Bente Grue
Rejsebrev: |
|||||
Rejsen til det indre Angola |
|||||
På min rejse til Angola i 2005 fik jeg mulighed for både at besøge det stort anlagte minerydningsprojekt i Luena og at rejse med helt ud til de fjerneste landsbyer. Vi blev meget vel modtaget, og jeg fik lov til at fotografere alt det jeg ville.
Det blev en både hjertevarm og rystende rejse, som jeg glæder mig til at fortælle om i mine foredrag.
Forsiden
Foredrag om Angola
Rejsebrev fra Angola
Forsiden
Om Bente Grue
Foredragsliste til print
(pdf 268k)
Afrika før og nu
Minerydning i Angola
Zambi Zanga
Kongeriget N'gola
Min farmor i Sydafrika
Kaffe og bananer
Øko-kaffe i Mexico
Øko-bananer Costa Rica
Bæredygtig handel
Palæstina
Det andet Palæstina
Krig og fred i Palæstina
Beduiner i Negevørkenen
Atlanterhavs-øer
Færøerne i helikopter
Gran Canaria
Natur- og kultur
Andesbjergene i Peru
Amazonjunglen
Ecuador
Galapagos-øerne
Eksotiske frugter
Historiske rejser i Peru
Store indianske kulturer
Incariget
Helligtrekongersfesten
Rejsen ind i landet
Fra hovedstaden Luanda fløj jeg til Luena med FN-fly og blev hentet af folkene fra DCA (DanChurchAid, Folkekirkens Nødhjælp).
Luena ligger oppe i 1500 meters højde, så selv om det er Afrikansk sommer var der “kun” 25 grader varmt. Luena er en lille provinsby med jordveje og stort set ingen butikker, men markedspladser rundt om.
Indtil for to år siden var her en frygtelig borgerkrig, og 3-4 mill. mennesker var flygtninge i op til 18 år i nabolandene. De er nu på vej tilbage med hjælp fra FN og er ved igen at bygge små afrikanske huse/hytter med græstage. Det helt store problem er, at der ligger mellem 7 og måske 20 mill. ueksploderede miner spredt ud over hele landet, specielt i nærheden af alle veje og landsbyer. Derfor er der frygtelig mange mineofre.
Med 4-hjulstrækker til de fjerneste landsbyer
Vi skulle ud for at besøge DCA’s minerydningsprojekter, der uddanner angolanere i minerydning, og vi skulle se, hvordan man instruerer voksne og især børnene i, hvordan de undgår minerne.
Her er miner overalt
En af dagene skulle vi hen til en skole, de var ved at bygge 20 meter fra vejen, men så dukkede der en mine op midt på byggepladsen, så nu må de vente med at bygge videre til der kommer nogen, der kan detonere den. Minen lå 2 meter fra den sti vi gik på. Det er alvor, at vi ikke må gå så meget som een meter væk fra stierne.
Det er utroligt, at folk alligevel har mod på at flytte hjem. De går også igang med at genopdyrke jorden, selv om der ikke er mineryddet - det blir de jo nødt til. Landet er på størrelse med England, Tyskland og Frankrig tilsammen, så det tar et halvt århundrede at rense landet bare nogenlunde.
Vi har også besøgt et genoptræningssted, hvor de laver kunstige ben til folk, der er blevet lemlæstet af minerne. Det er voldsomt, og alligevel er det fantastisk, at de er i stand til at holde modet oppe. Her er en meget positiv ånd, og alle arbejder for en fredelig fremtid. Gennemsnitsalderen i Angola er 19 år, så de fleste har aldrig kendt freden.
Folkekirkens Nødhjælp
Det er flot at følge Folkekirkens Nødhjælps arbejde her i Angola, og der blir meget at fortælle når jeg kommer hjem. Jeg glæder mig til at udbrede kendskabet til dette fantastiske land og deres dejlige og ukuelige befolkning.
Mange hilsner fra Bente
Kontakt Bente Grue og hør nærmere om foredragene
Tlf. 31 51 42 33
bg@bentegrue.dk
Tak til medarbejderne ved Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprojekt i Angola,
der gjorde rejsen rundt i det indre Angola mulig.
Rejsen blev støttet med et rejselegat fra DANIDA.
Overalt blev vi modtaget med meget stor venlighed.
Minerydning er et dødsens farligt pillearbejde.
Børnene i landsbyerne undervises i, hvordan de undgår mineulykker. Her lærer de antiminesangen.
Unge mænd, der venter på genoptræning og nye kunstige ben efter mineulykker.
Optimismen er stor i Angola
- nu hvor freden endelig ser ud til at holde.